Sikker cykelvej eller billigere bro?

Langå Miljøgruppe har fået at vide, at Banedanmark fornylig, i forbindelse med præsentation af en ny Væth-bro over jernbanen i Langå, viste en løsning, hvor man har udeladt den planlagte underføring af cykelsti 29, der forbinder Randers – Langå – Silkeborg. (Hvis nogen skulle have glemt det, er stien en del af Randers Cykelby, som kommunen har fået præmie for.)

Denne underføring er i årevis indgået i Randers kommunes stiplan, bl.a. efter forslag fra både borgere i Skovlyst og Langå Miljøgruppe. Læs også miljøgruppens høringssvar fra 2016 om prioritering af cykelstier.

Kommunen har fornylig købt arealet mellem Skovlystvej og baneterrænet og anlagt en ny cykelsti, som forberedelse til underføring under Væth-broen.

Underføringen har to formål

  • Først og fremmest at skabe sikker passage af Væthvej for børn til og fra Skovlyst-området, hvor bl.a. fodboldklubben ligger. Skovlystvej møder Væthvej, hvor denne svinger 90 grader til den ene side og broen spærrer for udsyn til den anden, og bilernes hastighed er sjældent tilpasset forholdene, på trods af bump.
  • Dernæst at skabe en logisk underføring for de efterhånden mange turcyklister på cykelsti 29, som ikke er stedkendte og derfor både skal lede efter cykelstiens fortsættelse og passere en trafikeret vej med elendigt udsyn.

I Langå Miljøgruppe har vi svært ved at forstå, at to offentlige organisationer ikke vælger at samarbejde, men at den ene i bogstaveligste forstand ser ud til at forsøge at køre den anden over?

Der har allerede været rigeligt med blæst om Væth-broen og spørgsmålet om lukkeperiode versus nedsænkning af skinnerne – kan det virkelig passe, at man nu ender med en løsning, som permanent tvinger de svageste og mest CO2-neutrale trafikanter til at ligge under for de stærkeste og mest CO2-udledende?

Vi vil meget stærkt opfordre vores lokale politikere til at komme på banen (!) og medvirke til, at der findes en løsning, som tilgodeser de svage trafikanters behov for sikkerhed og overskuelighed i trafikken. En sådan løsning vil fortsat bestå i en underføring under broen/langs med banelegemet.

Langå Miljøgruppe har derfor i dag sendt et læserbrev, med ovenstående indhold, til aviserne og til byrådsmedlemmerne Iben Sønderup (næstformand i Miljø og Teknik) og Lars Søgård (formand for Landdistriktsudvalget) samt forvaltningen for Veje og Trafik.

Se oversigtskort her (klippet fra Google maps):
Væthbroen Langå cykelstipassage

 

Skriv din mening