Status for hvidvaskspørgsmål og tunnelprojektet m.m.

4. december, 2023

På medlemsmødet den 9. november 2023 var bl.a. følgende emner på dagsordenen:

  1. Vedligeholdsplan for cykelstier
    Der mangler en samlet plan for vedligehold af og fremkommelighed på cykelstier i og omkring Langå. Den 21. november sendte vi en forespørgsel til Veje og Trafik, og afventer svar.
  2. Hastighedsnedsættelser
    Allerede i 2020 og 2021 skrev vi til daværende lokalpolitikere og foreslog en hastighedsnedsættelse til 40 km/t fra Amtmand Hoppes bro til rundkørslen ved Ulstrupvej og forbi Langå skole på Gydevej og Randersvej.
    Randers kommune nedsatte i marts 2022 et Trafiksikkerhedsråd, som vi har tænkt at sende en ny henvendelse til. Det ser ud til at blive udvalgets første sag.
  3. Hvidvaskregler
    Efter at have skrevet til Djurslands Sparekasse, vedlagt svaret fra kulturministeren, og modtaget et svar, der ikke anerkender vores opfattelse af det omfattende besvær, som foreningerne udsættes for pga produktet unioo, har vi besluttet at opgive at komme videre og tager sagen op på generalforsamlingen, som blev fastsat til den 8. februar 2024.
  4. Tunnelprojektet under Jernbanen ved Jernbanesvinget.
    Vi skrev endnu engang til Veje og Trafik i Randers kommune og fik et præcist og uddybende svar, der nok endegyldigt begraver forslaget om en tunnel – men i stedet foreslog en let bro over banelegemet. Vi har skrevet og spurgt om det er muligt at få et prisoverslag på en sådan bro, og venter nu på svar.

ln, 4.12.2023