Sikker cykelvej under Væth-broen alligevel

12. september, 2018

Randers Amtsavis tog omgående fat i vores læserbrev om den måske manglende cykelsti under Væth-broen og takket være journalist Morten Lunds gode benarbejde – eller måske snarere telefonarbejde – har både Banedanmark og Randers kommune tilkendegivet, at der ikke bør være grund til bekymring.
Det er vi naturligvis rigtig glade for i Langå Miljøgruppe 🙂

Læs indlægget i Randers amtsavis fra 12.9.2018:
https://amtsavisen.dk/randers/Plads-til-cykelsti-under-Vaethvej-i-Langaa/artikel/404200

Niels Drescher fra Langå har tidligere taget et glimrende billede af stedet, hvor man i dag skal over Væthvej for at følge cykelsti 29 videre mod Skovlyst og Laurbjerg. Man skal krydse nede ved skiltene, lige der hvor Væthvej svinger mod venstre.

Det er også dette trafikbillede, som fodboldbørnene skal overskue, når de skal hjem fra stadion…

Sikker cykelvej eller billigere bro?

5. september, 2018

Langå Miljøgruppe har fået at vide, at Banedanmark fornylig, i forbindelse med præsentation af en ny Væth-bro over jernbanen i Langå, viste en løsning, hvor man har udeladt den planlagte underføring af cykelsti 29, der forbinder Randers – Langå – Silkeborg. (Hvis nogen skulle have glemt det, er stien en del af Randers Cykelby, som kommunen har fået præmie for.)

Denne underføring er i årevis indgået i Randers kommunes stiplan, bl.a. efter forslag fra både borgere i Skovlyst og Langå Miljøgruppe. Læs også miljøgruppens høringssvar fra 2016 om prioritering af cykelstier.

Kommunen har fornylig købt arealet mellem Skovlystvej og baneterrænet og anlagt en ny cykelsti, som forberedelse til underføring under Væth-broen.

Underføringen har to formål

  • Først og fremmest at skabe sikker passage af Væthvej for børn til og fra Skovlyst-området, hvor bl.a. fodboldklubben ligger. Skovlystvej møder Væthvej, hvor denne svinger 90 grader til den ene side og broen spærrer for udsyn til den anden, og bilernes hastighed er sjældent tilpasset forholdene, på trods af bump.
  • Dernæst at skabe en logisk underføring for de efterhånden mange turcyklister på cykelsti 29, som ikke er stedkendte og derfor både skal lede efter cykelstiens fortsættelse og passere en trafikeret vej med elendigt udsyn.

I Langå Miljøgruppe har vi svært ved at forstå, at to offentlige organisationer ikke vælger at samarbejde, men at den ene i bogstaveligste forstand ser ud til at forsøge at køre den anden over?

Der har allerede været rigeligt med blæst om Væth-broen og spørgsmålet om lukkeperiode versus nedsænkning af skinnerne – kan det virkelig passe, at man nu ender med en løsning, som permanent tvinger de svageste og mest CO2-neutrale trafikanter til at ligge under for de stærkeste og mest CO2-udledende?

Vi vil meget stærkt opfordre vores lokale politikere til at komme på banen (!) og medvirke til, at der findes en løsning, som tilgodeser de svage trafikanters behov for sikkerhed og overskuelighed i trafikken. En sådan løsning vil fortsat bestå i en underføring under broen/langs med banelegemet.

Langå Miljøgruppe har derfor i dag sendt et læserbrev, med ovenstående indhold, til aviserne og til byrådsmedlemmerne Iben Sønderup (næstformand i Miljø og Teknik) og Lars Søgård (formand for Landdistriktsudvalget) samt forvaltningen for Veje og Trafik.

Se oversigtskort her (klippet fra Google maps):
Væthbroen Langå cykelstipassage

Broindvielsen: TUSIND TAK for opbakningen!

11. juni, 2012

Så blev den nye bro indviet: ca. 150 cyklende og gående mødte op i regn og blæst og var med til at fejre den nye bro over Nørreåen.
Det var helt overvældende, i Langå Miljøgruppe havde vi forsigtigt regnet med 20-25 og mente at vi med 45 kagetallerkner så rigeligt ville være dækket ind… 1 ekstra lagkage ville have været helt på sin plads, men vi håber, at glæden over den flotte bro og de muligheder den giver for ture ud i Gudenåområdet vil kompensere for evt. manglende forplejning.

Broindvielsen 10. juni 2012

Se flere billeder fra dagen (obs: genbrug gerne, men husk at nævne Langå Miljøgruppe/Poul Møller)

Langå Miljøgruppe siger tusind tak for den fantastiske opbakning omkring hele broprojektet, også selv om det tog to år at få gennemført:
Til Peder Kirk Iversen for at komme til Langå Miljøgruppe med idéen og ikke mindst idéer til finansieringen,
til Nordea-fonden for at betale 2/3-dele af gildet,
til LAG Randers for den sidste tredjedel og ikke mindst for god hjælp med at tackle EU-bureaukratiet,
til Purhus Entreprenørforretning for godt samarbejde
og ikke mindst tak til Randers kommune for velvillig sagsbehandling, for hele “landanlægget” og for at overtage broen incl. vedligehold.

Når den nye cykelsti får sin endelige belægning til efteråret – ja så er der ingen undskyldning for ikke at tage et smut til Aqua i Silkeborg eller til megakoncerter i Horsens (uden parkeringsproblemer!). Eller at tage turen den anden vej, til Randers Regnskov på cykel til døren  – eller at cykle til arbejde uden bakker i Stevnstrup, Langå eller Randers eller, eller, eller…

Broen på plads i dag – kom til indvielse den 10. juni kl. 11

4. juni, 2012

Så blev den nye bro lagt på plads – og lidt spændende er det jo altid, når en helt færdig ting på 6 tons skal passe præcis ind på hver side af en å…

Søndag d. 10 juni (på Dansk Cyklistforbunds ”Store Cykeldag”) indvier vi cykelbroen.
Program:
Vi samles med robuste cykler til fælles cykling (belægningen på stien er noget grov visse steder)
10.00 Afgang Langå stadions P-plads ved Væthvej
10.30 Afgang Stevnstrup Stationsvej ved jernbaneoverskæringen
eller
10.30 Afgang Randers Regnskov
11.00 Taler fra Nordea-fonden, LAG og Randers Kommune ved broen
Vi serverer øl, vand og lagkage

Lidt historie:
Det er lidt specielt, at cykelbroen kommer til at ligge eksakt hvor den gamle jernbanebro lå fra 1862 til 1936. Entreprenøren har fundet de gamle piloteringspæle og de er så friske at de bruges til at støbe broens fundament på!

Fakta om cykelbroen:
Arbejdet med at støbe fundamentet startede 14 maj
Entreprenør:    Purhus Entreprenørforretning
Broproducent:    BK Teknik Allingåbro
Længde:        14,750 m
Pris:        968.000 kroner

Sidste nyt

13. november, 2008

Så er cykelstien på vej!

I en artikel i Randers amtsavis bekræfter kommunens embedsmænd, at såvel cykelstien fra Langå til Fladbro som cykelstien langs Skovboulevarden i Stevnstrup er officielle kommunale projekter. Det bliver en stor dag i 2010, når stierne skal indvies, og vi glæder os rigtig meget i Langå Miljøgruppe.

11.11.2008
Måske har nogen undret sig over, hvor LAG-ansøgningen om anlæg af
cykelsti mellem Langå og Fladbro er blevet af. Svaret er, at den
aldrig blev skrevet, fordi det ser ud til, at Randers kommune vil
overtage ansvaret for cykelstiprojektet, men til gengæld udskyde
shelterprojektet til bedre tider.
Fra Langå Miljøgruppes side er vi helt enige i, at stiprojektet ligger
bedst hos kommunen og at det vil være optimalt, hvis hele stien
anlægges i 2009. Den vil jo være en flot begyndelse på det kommende
stinet i Randers kommune?
Miljøgruppen er interesseret i at arbejde videre med shelterprojektet,
gerne som LAG-projekt, men det er jo først rigtig relevant, når stien
er i syne. Vi er dog fra flere sider blevet opfordret til at gå videre med shelteranlæg allerede nu, og det tænker vi nærmere over – der er jo rigeligt med mulige brugere, både fra skolerne i Langå og Stevnstrup, Udebørnehaven i Langå, FDF-spejderne og de sejlende turister på Gudenåen.

9.9.2008
Projekt cykelsti Silkeborg-Randers vokser. Mandag den 8.9. mødtes repræsentanter fra Langå Miljøgruppe med LAG-projektleder Mette Risager omkring indhold af en ansøgning til LAG.
Læs mere på siden “Cykelsti Silkeborg-Randers”

6.8.2008
Nye opgaver i resten af 2008?

Langå Miljøgruppe arbejder med andet end cykelstier, selv om det lige for tiden fylder meget.
Nye opgaver kunne være

  • Bidrag til den nye stiplan for Randers kommune, som skal udarbejdes i de kommende år;
  • Tema om “tilgængelighed”, fx:
    Hvorfor er der hverken tunnel til Skovlyst, elevatorer eller sikker cykelparkering på Langå station?
    Hvordan forbedrer vi adgangen på tværs af den sydvestlige del af kommunen, fx ved at hægte en cykel/gangbro på siden af jernbanebroen ved Stevnstrup, så der bliver direkte adgang for de lette trafikanter fra Stevnstrup til det sydlige Randers og de mange arbejdspladser her?

Vi hører gerne fra dig, hvis du har en god idé eller kender til noget, som nogen skulle gøre noget ved.

Cykelsti Silkeborg – Randers
Første udkast til projektplan (april 2008) kan ses her: Cykelsti (pdf)
Læs meget mere på siden specielt om dette projekt: “Cykelsti Silkeborg – Randers”