17. april, 2016
Som det fremgik af det foregående indlæg, havde Langå Miljøgruppe tilmeldt sig DN’s affaldsindsamling den 17. april. Stor var overraskelsen dog, da ikke mindre end 15 personer, 10 medlemmer og 5 ikke-medlemmer, stillede op på torvet en kold, regnvåd og blæsende aprilsøndag.
Så allerførst : tusind tak til jer der mødte op og ryddede op efter dem, der burde have gjort det selv, og tak til Helle Jørgensen fra Affaldskontoret i Randers, der låste os ind på genbrugspladsen, så vi kunne komme af med sækkene med det samme.

Der blev ryddet op ved Bredgade/Kulturhuset, omkring stationen, i området ved Væthvej/Skovlyst, langs Gydevej og langs starten af Ulstrupvej.
Næsten 200 kg affald blev det til: omkring 250 dåser, ca. 150 kg blandet affald (desværre rigtig meget plastic), et opmålingshjul til en fodboldbane, et knallertdæk, 1 plastpose med glasskår, 1 træplade på 1 kvm (hentet i grøften på Ulstrupvej), en skovl uden skaft samt 3 hundelorte i plastpose (hvilket er komplet uforståeligt, for så nedbrydes de da slet ikke).
Den gode nyhed er, at det var mindre end for 6 år siden, hvor affaldsbjerget var pinligt stort.

TV2Østjylland fulgte os interesseret, bl.a. fordi formanden for DN Randers, Chr. Halgreen, også er medlem af Langå Miljøgruppe og valgte at være med her.
Vi lægger et link til indslaget, når det bliver tilgængeligt.

19. marts, 2016
På medlemsmødet efter generalforsamlingen blev vi enige om, at det er på tide at Langå Miljøgruppe igen deltager i DNs landsdækkende affaldsindsamling.
Vi mødes på torvet på Bredgade i Langå kl. 10 og samler ind et par timer. Derefter håber vi at Randers kommune igen vil åbne genbrugspladsen for os ved 13-tiden, så vi kan komme af med bunkerne.
Vi håber at se mange både medlemmer og ikke-medlemmer – alle er velkomne.
Der kommer annonce i Gudenådalens avis i ugen op til.
10. februar, 2016
Langå Miljøgruppe afholder den årlige generalforsamling og efterfølgende medlemsmøde:
Sted: Kulturhuset i Langå – Lions lokale
Tid: Torsdag 25 februar 2016 kl. 19.00 – ca. 21
Dagsorden:
1. Valg af dirigent
2. Valg af referent
3. Årsberetning ved formand Leif Mårtensson
4. Aflæggelse af revideret regnskab ved Minna Nickø
5. Indkomne forslag. (Afleveres til formanden senest 4 dage før generalforsamlingen)
6. Fastlæggelse af kontingent
7. Valg af 3 bestyrelsesmedlemmer
På valg: Leif Mårtensson, Lou Næraa og Minna Nickø
8. Valg af bestyrelsessuppleant.
På valg: Poul Møller
9. Valg af 2 revisorer:
På valg: Villy Sørensen
På valg: Anni Møller
10. Valg af revisorsuppleant
På valg: Christian Halgreen
11. Eventuelt
Derefter serveres kaffe og bestyrelsen konstituerer sig.
Efter generalforsamlingen er der medlemsmøde med følgende dagsorden:
1. Godkendelse af referat fra 19 august
2. DN:s Affaldsindsamling 17 april – skal vi være med?
3. Eventuelt
4. Ny mødedato
Velkommen!
/Leif Mårtensson, formand
21. september, 2015
I anledning af miljøgruppens 15-årsjubilæum havde formanden inviteret til bisontur til Vorup enge.
Vi var 5 hard-core medlemmer, som tog turen lørdag eftermiddag den 19. september 2015 og vi kom rigtig tæt på bisonerne; faktisk var nogle af os rigtig glade for det solide hegn, da tyren lige viste hvordan man knækker et 10 cm tykt birketræ på 30 sekunder.
Hvis man snyder, kan man stoppe på motorvejens rasteplads Gudenå Øst og gå lige derhen: om på bagsiden af cafeteriet, find grusvejen, der går stik østpå; her kan man se den store træbro, der går over indhegningen.
Se kort over turen her



17. august, 2015
Husk at Langå Miljøgruppe er vært ved en cykeltur tirsdag den 25. august kl. 18-20, som en del af Randers Cykelby.
Start ved hjørnet af Mosevej/Væthvej.
Ruten er Langå – Grensten – Helstrup – Åbro – Langå.